Snup en småkage med choko og smøg ærmerne op
For 100 år og en småkage siden var jeg overbevist om, at jeg skulle være på en bestemt måde. En måde jeg havde lært var den bedste måde, på en bestemt måde. Det var den måde alle kendte mig på, og de vidste, at når jeg var på den måde, så ville jeg sige og gøre tingene som jeg plejede. En måde som umiddelbart, og ikke mindst set udefra, fungerede helt fint og helt normalt. Men kender du det, når man pludselig mærker, at måden ikke er helt nok. Kender du det, når man finder ud af, at den måde man lever sit liv på egentlig ikke er for én selv, men for alle andre? Når man per automatik spiser de kedeligste småkager i skålen, så de andre kan få dem med chokolade på. Når man går rundt og ligner én i stedet for at være én.
Hvis det føles let i kroppen, så er det sandt for dig
Jeg begyndte at stille nogle spørgsmål til, om det virkelig var livet? Skal jeg aldrig spise småkager med choko mere?
I min søgen efter hvordan livet ville give mere mening, gik der noget op for mig. Jeg fandt ud af, at man faktisk godt kan og må vælge for sig selv. Vælge for sig selv? Hvad betyder det? Det betyder, at man tager sine valg ud fra, hvad der er det største bidrag til en selv uanset andres holdninger, meninger, normer og uskrevne regler. Man vælger altså småkagen med choko, hvis det er den, man har mest lyst til. Hvis det føles ”let” i kroppen, og det bidrager med glæde og positiv energi til livet. Måske lyder det naturligt og indlysende for dig at vælge for sig selv, eller måske lyder det som noget af det fjerneste. Uanset hvad dine umiddelbare tanker er, er det noget af det sværeste for de fleste mennesker. De fleste mennesker tror nemlig, at de er bestemt til at være på en bestemt måde for at blive elsket. Sød, pæn, effektiv, rolig osv. Et lille menneskebarn kan nemlig ikke overleve uden voksne, så barnet finder hurtigt ud af, hvordan det kan sikre sig at være elskværdigt, og dermed blive hos de voksne og få kærlighed og omsorg, så det kan overleve. Men nu er vi blevet voksne, og vi overlevede – Hurra. Så nu er det tid til at gøre hvad man vil og være den man vil være.
Du må gerne sige pænt “nej tak” til et familiearrangement
Uanset hvor klicheagtigt det end måtte være, er den anerkendelse, opmærksomhed og i sidste ende kærlighed som vi alle søger hos alle andre, en kærlighed som skal komme indefra os selv til os selv. Den kærlighed skabes ved, at vi begynder at tro på, at vi selv er nok værd, at vi har selvværd nok til at vælge præcis hvad der fungere bedst for os. Om det så er en ostemad kl. 3 om natten, et pænt ”nej tak” til et familiearrangement, tømme en bakke småkager eller måske starte en jordomrejse så hurtigt som muligt. Jeg tror på, at hvis vi lærer at lytte til vores indre sandhed og følge den, så kan vi maksimere vores livsglæde. Vi vil skabe bedre relationer, og ikke mindst en bedre relation til os selv. Vi vil producere mindre sygdom i vores kroppe, og få meget af det vi ønsker os fremadrettet. Det handler langt fra om at være egoist. Det handler om at lære at mærke efter hvad der er bedst for dig og stole på, at alle kun ønsker det bedste for dig, så selvfølgelig skal du vælge det bedste for dig. Måske ønsker alle ærligt ikke det bedste for dig, men hvis det er en realitet, så lever de ikke selv et liv i sandhed for dem, så her må du være frontløber og inspirere.
Af kærlighed er du kommet, af kærlighed skal du blive og af kærlighed skal du igen opstå
Det handler i bund og grund om kærlighed, men vi kan hverken få eller give kærlighed, hvis vi ikke har lært at skabe den i og til os selv. Og sandheden er, at det slet ikke er så svært, fordi vi er kærlighed. Af kærlighed er du kommet, af kærlighed skal du blive og af kærlighed skal du igen opstå. Jeg er ikke særlig troende, men jeg tror på kærligheden som det fælles for os alle. Vi skal ikke mødes og være på bestemte måder på baggrund af en angst for ikke at være med i flokken. Vi skal mødes på et grundlag af kærlighed, og her må alle være som de vil og vælge som de ønsker.
Det er tid til at vende tilbage til den du i virkeligheden er, essensen af dig. For du er nemlig lige præcis som du skal være, med dine tanker, drømme og visioner. Med din sandhed. Så snup en småkage med choko og smøg ærmerne op, for nu starter den vildeste rejse. Rejsen fra hoved til hjertet, rejsen hjem til dig. Vælg for dig.