Er du tændt eller liderlig?

”Når vi er tændte kan vi mærke en bestemt følelse i kroppen – en kraft. Det er seksualkraften, og den kraft er livskraft – den stærkeste kraft. Vi er skabt fra livskraften og vi skaber fra den. Når vi er ”tændte” er livskraften tændt og i den varme glød er skaberkraften.”

Kender du det, når du sidder og skriver noget vigtigt, løber en lang tur eller har en rigtig god samtale, så kan du nærmest blive ”tændt” af det? Det er energi, som bliver skabt i din krop, det er skaberkraften, det er liv, du mærker du er i live.

Når vi går i seng med hinanden bruger vi to ord i flæng. Vi er tændte og liderlige, men der er forskel på at være tændt og være liderlig. Når vi er liderlige vil vi have noget fra den anden, og der er en form for ”lidelse” i ordet og dets energi. Vi kommer fra et udgangspunkt, hvor vi er ”tomme” inden i, og vi gerne vil fyldes op. Fyldes op af opmærksomhed, anerkendelse og i sidste ende kærlighed fra en anden. Når vi er tændte, så er der en varme, og vi vil gerne give kærlighed, vi vil skabe kærlighed sammen med en anden.

Mange mennesker har et sexliv på et grundlag af liderlighed, men længes efter noget dybere. Jo længere man kommer ind i et parforhold, jo større bliver længslen efter noget dybere. Med tiden bliver vi trætte af at være liderlige, vi vil tændes.

Så hvorfor er det, at vi ”slukkes” i nogle perioder af livet?

Hvad sker der når forelskelsen letter fra vores hoveder og der går madpakker, studie og ‘hverdag’ i den? Når forelskelses-hormonerne ikke gør arbejdet for os mere. Når trædemøllen lever i bedste velgående og man ikke lever livet, men livet lever os. Ja, så sidder man der med røvbalderne på kogepladerne i stedet for køkkenbordet, selvom kvinden ellers sådan længes efter at blive taget på det, og manden at tage hende op af det. En halv tør fisse og en mand der kun vil knalde for at få taget trykket.

Så slukkes vi. Så kan vi ikke mærke hvad vi vil, hvornår og hvordan vi vil det. Så er vi på alle andres banehalvdele i stedet for vores egen. Vi har måske stadig sex, men det er mest for husfredens skyld. Det er mest fordi det står i damebladene, at man helst skal have sex tre gange om ugen. Og så er det vel, alt taget i betragtning, bedre at have sex med et levende menneske i stedet for at have det med sin ipad ude i skuret. Vi er slukket.

Vi går mere og mere op i at vores mave har fået for mange hudfolder, og køber flere og flere romkugler hos den søde bagerdame. Vi føler noget, en længsel, men vi taler ikke om det. Lad os snakke om det der er så svært, fordi det er det. Uanset om man er 16, 24, 40 eller 60 år.

Sex kan ses som et symptom for resten af vores liv. Hvis du er ”slukket” i den seksuelle kraft, er du formentligt også ”slukket” i livet helt generelt. Så hvordan bliver vi ”tændte”?

Kærlighed til os selv er vejen derind, ind til tændingen.

Hvis vi har lukket ned for følelser, kærlighed, omsorg og forståelse for os selv, hvordan skulle vi så kunne have det til noget andet væsen her i verden? Når vi er helt tomme for kærlighed, så er der intet at give og intet at skabe fra. Heraf kan vi kun tage noget fra hinanden. Vi vil fyldes op ikke fylde i. Vi kan måske blive liderlige ved at file lang tid nok på klitoris eller pikhovedet for at få den hellige orgasme og ikke mindst de 2 minutters fred som følger. Fred fra den smerte, som skal have omsorg og opmærksomhed. Den smerte er dig som ikke elsker dig.

Den der tænder dig er dig selv. Så mit spørgsmål til dig er hvordan du tændes? Hvad har du lyst til at skabe i livet? Hvad er din længsel, dine visioner og missioner? Hvad har du lyst til at dedikere din kærlighed til på et højere plan? Svarene på disse spørgsmål er indgangen til din gnist i livet og i sidste ende tændingen i dit sexliv. Liderlighed er godt til tider, det er bare lidt ligesom at tisse i bukserne for at få varmen.