Vil du være trommeslager eller normal?
Mit navn er Ida. Jeg er 25 år. Jeg elsker Nik og Jay, jeg har ikke en rigtig uddannelse, jeg har været sammen med den samme mand i næsten 8 år og bor i Herlev. Jeg har det godt.
I går, til et familiært arrangement mødte jeg en 16-årig ung fyr, som har valgt ikke at gå i gymnasiet. Han vil være trommeslager. ”Hvorfor skal jeg gå i gymnasiet?” ”En trommeslager kan tjene lige så mange penge som en læge, hvis de altså øver sig og bliver rigtig gode” argumenterede han med en overbevisende stemme. Og det var det han gjorde. Han øvede sig, imens han tjente til dagen og vejen i byens lokale brugs. Mit i hormoner, tvivl og forældrenes bekymring for hans fremtid, kæmper en dreng fra provinsen for retten til at leve et liv uden for trædemøllens tendenser. Jeg tager hatten af, bøjer mig i støvet, og bliver rørt, fordi hans historie minder lidt om min egen. Han behøver ikke overbevise mig noget.
Genklang i hjertet
Det ovenstående kunne være starten på en god historie, måske endda en klassiker om en mønsterbryder som drager fra provinsen til storbyen. I mens han lever af toastbrød og billige øller i en kælder, bliver han et verdens-ikon, fordi han tror på det. Ja, vi elsker alle den historie, fordi den kalder på noget inden i os. Det at gøre noget andet, noget større, eller noget som slår tonen an til ægte genklang i vores hjerter.
Men hvis sådan en slags historie er sød musik i vores ører, hvad er det så der sker? Hvorfor er der så mange mennesker som lever et liv, som de ser tvunget ud til at leve?
Hvorfor?
For cirka halvandet år tilbage startede jeg på en ganske almindelig uddannelse. Der var semestre, SU, mange bøger, fredags cafe osv. Jeg holdt i ca. 2 måneder, og så droppede jeg ud. Hvorfor? Fordi hver gang jeg spurgte mig selv, eller skolen om et ”hvorfor”-spørgsmål, så kunne ingen besvare mig.
Hvorfor skal jeg læse 600 sider til på tirsdag, når jeg alligevel ikke kan huske, hvad jeg har læst bagefter?
Hvorfor møder alle ind kl. 08 med en lunken cafe latte fra 7/11 i hånden og ligner, at de er på vej i koncentrationslejr, nærmere end den uddannelse de selv har valgt?
Hvorfor skal jeg konstant have ondt i maven, fordi der er minus på min konto?
Hvorfor er der ikke tid til at svare på alle mine spørgsmål?
Hvorfor tager jeg egentlig denne uddannelse?
Når man kan se på folk, at de lever et liv, som i virkeligheden ikke fungerer for dem, så er der mange spørgsmål som melder sig. Er det fordi de ikke har muligheden for andet? Er det synd for dem? Eller er det decideret flabethed at have vundet kampen om retten til livet mod en million andre sædceller, og så i selve livet lytte til dødsmetal, når man i virkeligheden bedre kan lige Thomas Helmig.
Ordet ”hvorfor” har altid været som at nive sig selv i armen for mig. Det har været en forsikring for, at jeg levede. Men hvis jeg ikke får eller kan finde et svar, så føles det lidt som om, at en del inde i mig dør.
Jeg en sucker for aha-oplevelser, det er lidt som stoffer. Et kick, en følelse af, at jeg lever, en skat som er fundet. Skatten indeholder endnu en tone til sangen, der handler om at skabe et liv som giver mening.
Sæt en ny plade på
Jeg tror ikke, at man bliver lykkelig af at stille hvorfor-spørgsmålet hele tiden, men jeg tror, at man bliver lykkelig af at gøre det lidt mere end de fleste.
Hvorfor har jeg det arbejde jeg har?
Hvorfor er jeg sammen med den kæreste, jeg er?
Hvorfor tager jeg den uddannelse jeg gør?
Og hvis svarene ikke giver mening for dig og ikke vibrerer med dine værdier, så er det måske tid til at sætte en ny plade på og lytte til noget helt andet.
Og med andet menes ikke at stræbe efter at blive en verdenskendt trommeslager, næh nej, disse drømme er kun for de modigste. Det kan være du blot skal rykke afdeling, tage på jordomrejse, sove i venstre side i stedet for højre, eller gå til fest og kysse på en af samme køn. Hvorfor? Kun du ved det.
Det vigtige er ikke at ramme de rigtige toner, det vigtige er at vide hvilke toner du kan lide. Og nej, det er måske ikke de seje toner, eller de trygge tekster eller den velkendte lyd fra radioen, men det er det rigtige for dig, og det er det vigtigste.